Gokart

Gokart - Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange hestekræfter har jeres karts og hvor hurtigt kører de ?

Vores voksen karts har Honda motorer på 270 ccm med 9 HK og en gearing, der giver god accelerationen ud af de mange snævre sving på banen. Tophastigheden er lige knap 60 km i timen, men kan til særlige lejligheder drosles til lavere hastighed. Børne karts'ene har en motor på 160 ccm med 5.5 HK. Tophastigheden er ca. 30 km/t.

Kan man brænde sig på karten ?

Nej, både vores børne- og voksen-karts har plastikskjolde over alle varme dele, så der er intet at bekymre sig over når man stiger ind og ud af karten.

Hvor mange gokarts kan køre samtidig på banerne ?

På voksenbanen kører vi med op til 10 karts ad gangen og for børnebanen er det 6 karts.

Skal man have hjelmhue på

Ja, af hygiejniske årsager skal alle kørere benytte en hjelmhue under hjelmen, eller sin egen hjelm. Hjelmhuen kan købes hos os for kr. 15 og er derefter din sådan at du kan benytte den igen ved næste besøg.

Må jeg køre med min egen hjelm ?

Ja, du må gerne benytte din egen hjelm hvis den er godkendt efter gældende standarder.

Skal jeg deltage i jeres instruktion hvis jeg har kørt gokart før ?

Har du kun har kørt andre steder end hos os, eller det er længe siden du har kørt på vores bane, så "ja". Hvis du har kørt hos os før og er fuldstændig sikker på alle regler behøver du ikke, men vær forberedt på at instruktørene vil stille et par check-spørgsmål for at se om du vitterligt kan huske alt. Det er vigtigt alle kørerne har fuldstændig styr på det praktiske i forbindelse med kørslen. Sikkerheden for dig selv og de andre kørere kommer altid først.

Må jeg køre hvis jeg er gravid, har dårlig ryg eller lign. ?

Vi fraråder på det kraftigste at du kører, hvis du er gravid eller har dårlig ryg, da det kan være fysisk belastede at køre gokart.

Kan jeg køre med briller på ?

Ja, de fleste kan godt finde plads i hjelmen til brillerne.

Går i op i sikkerhed ?

Ja, vi går meget op i sikkerhed. Vi giver altid en grundig instruktion både når det gælder kørslen på banen og selve gokarten. Desuden er der altid en instruktør, som overvåger banen og reagerer hvis det er nødvendigt. Hele baneanlægget og gokart'sene bliver to gange om året kontrolleret af Teknologisk Institut. Gokart'sene gennemgår hver eneste morgen et kontrol-check inden de trækkes ud i pit-området.

Er der forskel på børne- og voksen-hastighed ?

Ja, vores voksen-gokarts har en tophastighed på lige under 60 km/t. Alderskravet for at køre med denne hastighed er 14 år. Til særlige lejligheder kan voksen-gokartsene drossles til ca. 30 km/t. Børne-gokartsene kører ca. 30 km/t og kan benyttes af børn fra de er 7 år.

Hvor gammel og høj skal man være for at køre voksen-gokart hos jer ?

Man skal være fyldt 14 år og mindst omkring 140 cm høj for at køre voksenkarts.

Hvor gammel og høj skal man være for at køre børne-gokart hos jer ?

Man skal være fyldt 7 år og mindst ca. 120 cm høj.

Kan jeg gå til gokart hos jer ?

Nej, man ikke gå til gokart hos os. Al kørsel foregår på udlejnings-basis. Det fungerer på den måde, at man køber det antal ture man lyst til at køre hver gang man besøger os. Man kan evt købe klippekort og dermed spare nogle penge hvis man ønsker at køre ofte.

Hvad er en god tid at køre på voksenbanen ?

Lad os først lige slå fast at vejret betyder en masse for hvilken tider man kan køre. På en varm sommerdag f.eks yder gokartens motor ikke det samme som på en mere kølig dag. Dvs. at det at ramme den rigtige dag har også stor betydning for hurtige tider du kan sætte. Generelt kan vi sige at en begynder, der kører tider på omkring 34 sekunder er godt på vej. Er ens tid på omkring de 33 sekunder er man begyndt at fange køreteknikken. Kører man tider på omkring de 32 sekunder er man blandt de rigtigt hurtige og er tiden under 32 sekunder er man blandt de allerhurtigste der kører på vores bane.

Kan man sætte GoPro-kamera på hjelmen ?

En del af vores hjelme har GoPro-beslag monteret og du er velkommen til at køre med dit aktion-kamera.

Hvis jeg er en stor mand/kvinde, kan jeg så køre gokart hos jer ?

Sæderne i vores karts er omkring 40 - 45 cm i bredden, så der er en naturlig begrænsing. Vores erfaring siger at personer op til omkring 120 kg ikke har problemer. Karts'ne har sædejustering sådan at høje mennesker som regel også kan finde plads til benene. Du er altid velkommen til lige at prøve, at sidde i en gokart inden du beslutter om du vil ud og køre.

Kan man køre i regnvejr ?

Ja, og det er virkelig underholdende. Det kræver en helt anden køreteknik end i tørvej, men er ekstremt tilfredsstillende når man har lært at mestre teknikken. Se evt vores video med regnvejrskørsel under punktet: Gokart -> Kørsel i regnvejr. Vi har solidt regntøj man kan låne.

Kan man også køre i vinterhalvåret hos jer ?

Ja, med mindre der ligger sne på banen er der ingen problemer i at køre. Bare husk varm påklædning og vær opmærksom på vores åbningstider. Ved grupper kan man booke en tid uden for normale åbningsdage.

Kan vi køre sammen som familie med voksne og børn ?

Ja, det kan I under visse omstændigheder godt. Hvis i besøger os på en dag hvor der ikke er så travlt, og dermed god plads på voksenbanen, kan børn og voksne i samme familie/gruppe godt køre samtidigt på voksenbanen. Ring evt. til os på forhånd for at høre nærmere.

Må man køre gokart hvis man har drukket alkohol ?

Du må gerne have nydt en genstand eller to. Tommelfingerreglen er, at hvis du lovligt må køre bil, må du også køre gokart hos os. Sikkerheden for dig selv og de andre kørere kommer altid først.

Kan man booke tid til gokartkørsel på børnebanen ?

Nej, vi bruger ikke tidsbestilling til børnebanen. Vi lægger meget vægt på at give børnene en god instruktion inden kørslen og har valgt at bruge den tid det nu engang tager. Så børnene kommer til I den rækkefølge, de er ankommet, efterhånden som der bliver plads på børnebanen.