Skip to main content

“Vores” Christian

12. juni 2025

Team: Ed Carpenter Racing #21
Motor: Chevrolet
Holdkammerater: Alexander Rossi, Ed Carpenter (kun Indy 500)

Når teamchefen selv træder til side for at lade dig køre hans bil, så vidner det om tillid. Når du derefter sikrer teamet én million dollars i bonus, så er du godt stillet.

Det var, hvad Christian Rasmussen gjorde mod slutningen af sin rookie-sæson sidste år, og nu får han belønningen. I år kører den 24-årige dansker nemlig hele sæsonen i Indycar for ECR.

Dermed får Rasmussen også lov til at udfolde sit store talent på ovalbanerne, og det er tydeligt for enhver, at han kan noget særligt på lige netop dem. Det viste han på eminent vis til Indy 500 sidste år og med sæsonafslutningen i Milwaukee og Nashville.

Nu skal der bygges på i sæson to. Fejlene skal elimineres. Uheldene (der ofte var uforskyldte) skal undgås. For Christian Rasmussen har uden tvivl dét, der skal til for at skabe en lang og flot Indycar-karriere – og ECR har tidligere skabt en stjerne i Josef Newgarden.

I år har teamet landet en ny, stor medejer i Ted Gelov, der foruden at sætte sit præg på bilernes liveries gennem sine firmaer, også har bragt en anseelig sum til bordet, og Ed Carpenter Racing står derfor også bedre rustet på den økonomiske front i år.

Det er næppe nok til at katapultere Ed Carpenter Racing op i eliten med Penske, Ganassi, Andretti og McLaren, men det bør gøre dem i stand til at fremskynde udviklingen.